Højesteret stadfæster bøde til landmand for overtrædelse af gødningsanvendelsesloven

Landmanden var fundet skyldig i overtrædelse af gødningsanvendelsesloven ved i sin landbrugsvirksomhed at have gennemført gødskning med tilførsel af mere kvælstof, end virksomhedens tilladte årlige kvote for planperioden 2008/2009.

Højesteret fastslog, at det var uden betydning for landmandens strafansvar, at reglerne for fastsættelse af de årlige kvoter blev ændret i 2016, idet den nugældende straffelovgivning ikke var forskellig fra den, som var gældende, da landmanden begik det strafbare forhold.

Lovovertrædelsen skulle derfor bedømmes efter den lovgivning, som var gældende, da landmanden begik handlingen, og som stadig var gældende for den planperiode, som sagen angik. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder var heller ikke til hinder for, at landmanden kunne straffes.

Højesteret fastslog endvidere, at en eventuel tilsidesættelse af procedurereglerne i habitatdirektivet og SMV-direktivet ikke kunne føre til, at landmanden ikke kunne straffes.

Højesteret fastslog endvidere, at forældelsesfristen blev afbrudt, da landmanden modtog et administrativt bødeforelæg, og at det ikke med sikkerhed kunne udledes af landsrettens bevisresultat, at sidste udbringning af gødning var sket mindre end 4 år før det tidspunkt, hvor landmanden havde modtaget bødeforelægget. Højesteret tiltrådte derfor, at et yderligere forhold begået i planperioden 2006/2007 var forældet.

Der var ved bødefastsættelsen taget hensyn til den lange sagsbehandlingstid, og Højesteret fandt ikke grundlag for yderligere nedsættelse, hvorefter Højesteret stadfæstede bøden for Landsretten på 24.500 kr.

Advokat Thomas Schioldan Sørensen rådgiver om landbrugets retsforhold og har løbende et betydeligt antal sagen inden for landbrugsretten. For nærmere spørgsmål eller bemærkninger til ovenstående,  kan han kontaktes på tlf. 4242 2600 eller ts@rodstenen.dk. Læs mere på tvistløsning.dk.

Den 7. juni 2019

Advokatfirmaet Rödstenen