KLARHEDSKRITERIET – SKATTESTYRELSENS FORSLAG TIL AFGØRELSE

I en kendelse afsagt fredag den 19. april 2024 besluttede Skifteretten (igen) ikke at fremme en konkursbegæring, der var indleveret på baggrund af et forslag til afgørelse.

Skifteretten tog i den forbindelse igen stilling til, hvorvidt de 3 konkursbetingelser var opfyldte. Konkursbetingelserne er som bekendt 1) kreditor skal have en fordring – og fordringen skal have den fornødne klarhed, 2) kreditor skal have retlig interesse, og 3) den, begæringen indleveres mod skal være insolvent.

Ikke overraskende var klarhedskriteriet endnu engang et afgørende tema i den konkrete sag.

I denne sag var konkursbegæringen indleveret mod en hovedaktionær, hvor kravet der blev støttet på Skattestyrelsens forslag til afgørelse, der for størstedelen af den påståede konkursfordring vedrørte en overdragelse af kapitalandele, der var foretaget imellem to uafhængige parter i henhold til at aftalt mundtlig køberet. Det var imidlertid Skattestyrelsens opfattelse, at der var blevet ydet en (betydelig) gave, som medførte en beskatning hos rekvisitus.

Gældsstyrelsens argumentation var primært, at det (efter Gældsstyrelsens opfattelse) for det første ikke var dokumenteret, at der overhovedet havde bestået en køberet.

Gældsstyrelsen henviste dernæst til, at en opgørelse af kapitalandelenes værdi med udgangspunkt i værdiansættelsescirkulæret dokumenterede, at kapitalandelene ved overdragelsen havde haft en værdi svarende til, at den påståede gave udgjorde ca. kr. 5 millioner.

I det tilfælde, at Skifteretten ikke fandt, at det var dokumenteret, at der bestod en køberet, blev det derfor væsentligt, hvilken værdi kapitalandelene rent faktisk havde.

Det blev i den forbindelse ligeledes et tema, hvorledes værdien af kapitalandelene rent faktisk skulle værdiansættes, idet rekvisitus gjorde gældende, at værdiansættelsescirkulæret slet ikke var anvendeligt i en sag som nærværende.

Jeg gjorde på vegne af rekvisitus gældende, at fordringen ikke havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for at afsige konkursdekret. Dette blandt andet med henvisning til, at en afklaring af fordringens størrelse ville forudsætte en (korrekt) værdiansættelse af kapitalandelene, mens en værdiansættelse af kapitalandelene ville forudsætte, at der blev gennemført et syn og skøn herom.

Der var udover tvisten om fordringens klarhed, ligeledes tvist om, hvorvidt insolvensbetingelsen var opfyldt. Der var imidlertid ikke tvist om, at der i et vist omfang var aktiver – herunder også likvide midler.

Den omstændighed, at der er aktiver, herunder særligt likvide midler vil i sagens natur altid være afgørende for omfanget af diskussionen om fordringens klarhed.

Det skyldes, at i det omfang, at der er likvide aktiver, da bliver størrelsen på den påståede konkursfordring netop afgørende. Det bliver i hvert fald afgørende, hvorvidt den påstående fordring mindst udgør det, som rekvisitus i henhold til en opgørelse af sine aktiver, særligt likvide aktiver, er god for.

Fastlæggelsen af den påståede fordrings præcise størrelse i nærværende sag forudsatte som anført (blandt andet) en fastlæggelse af kapitalandelenes værdi.

Derfor udtalte Skifteretten ligeledes – i overensstemmelse med vores synspunkter - følgende:

”Herefter finder skifteretten, at konkursfordringens størrelse er behæftet med stor usikkerhed. Efter oplysningerne om [X] formueforhold er det ikke tilstrækkelig klart, at Skattestyrelsen har et krav mod [X] af en sådan størrelse, at [X] ikke kan betale det. Konkursbetingelserne er derfor ikke opfyldt. Derfor

bestemmes:

Konkursbegæringen mod [X] tages ikke til følge.”

Kendelsen understøtter således blot mine tidligere anførte synspunkter om, at et forslag til en afgørelse alene skaber en (begrænset) formodning for, at der består en fordring.

 Denne fordring kan imidlertid let afkræftes afhængig af omstændighederne.

I skattesager vil den nærmere fastlæggelse af fordringens præcise størrelse efter min opfattelse som udgangspunkt ikke kunne ske i Skifteretten, idet dette ofte forudsætter en egentlig skatteligning eller et skøn, som Skifteretten ikke kan og bør foretage.

Gældsstyrelsen har kæret kendelsen til Landsretten, og det betyder derfor, at Landsretten i endnu en sag, skal tage stilling til, hvorvidt konkursbetingelserne er opfyldt i en sag, hvor fodringen støttes på et forslag til afgørelse.

Det er i den forbindelse Gældsstyrelsens opfattelse, at kendelsens indhold anfører, at det alene er insolvensbetingelsen, der ikke anses for godtgjort. Det er efter min opfattelse ikke korrekt.

Hvis den påståede konkursfordrings størrelse er fastslået, da bør det ikke volde de store problemer for Skifteretten at vurdere om insolvensbetingelsen er opfyldt.

Er fordringens størrelse derimod ikke fastslået – og har rekvisitus i et eller andet omfang aktiver og særligt likvide midler til at kunne betale – da vil dette medføre, at der ikke kan tages stilling til, om insolvensbetingelsen er opfyldt. Det er imidlertid fordringens (manglende) klarhed, der er baggrunden for, at Skifteretten ikke kan tage stilling, hvorvidt insolvensbetingelsen er opfyldt.

Det bliver nu Landsretten, der også i denne konkrete sag skal tage stilling, hvorvidt konkursbetingelserne er opfyldt.

____________________

I forrige uge skrev jeg om en anden sag, hvor Gældsstyrelsen ligeledes på vegne af Skattestyrelsen havde indleveret en konkursbegæring alene støttet på et forslag til afgørelse.

Jeg kan derfor frygte, at vi kommer til at se flere lignende sager fremadrettet.

Det er min opfattelse, at disse sager åbner op for en væsentlig diskussion om særligt fordringens klarhed, og i den forbindelse mener jeg også, at det bliver væsentligt at inddrage de hensyn og formål, lovgiver har tilsigtet ved indførelsen af skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20 og skatteklageprocessen i øvrigt.

Skatteforvaltningslovens §§ 19 og 20 vedrører partshøringsreglerne i skattesager, hvor § 20 udgør en garantiforskrift til formaliseret og korrekt partshøring og kontradiktionsadgang på skatteområdet.

En samtidig indlevering af en konkursbegæring på baggrund af et forslag til afgørelse medfører defacto, at rekvisitus’ mulighed for at gennemføre en klageproces bliver afskåret – forudsat, at konkursbegæringen fremmes naturligvis.

Men den samtidige indlevering medfører – i min optik også – at partshøringsreglerne og særligt agterreglen i skatteforvaltningslovens § 20 bliver illusorisk.

Derudover er det min opfattelse, sagerne i øvrigt bør åbne op for en diskussion om, hvorledes Gældsstyrelsen som en offentlig procespart kan agere, herunder når Gældsstyrelsen som offentlig myndighed antager en privat advokat til varetagelsen af sine interesser.

Gældsstyrelsen fremførte i sin konkursbegæring i denne konkrete sag et vidtløftigt synspunkt:

”Den omstændighed, at det ikke med sikkerhed kan udelukkes, at en nærmere prøvelse af skattekravet – der ikke skal finde sted i Skifteretten eller Vestre Landsret – kan føre til, at skattekravet ikke består helt eller delvist, er ikke til hinder for, at der kan afsiges konkursdekret, jf. herved U 1999.110 H.

Gældsstyrelsen gjorde således gældende, at selvom en nærmere prøvelse af kravet måtte føre til, at kravet overhovedet ikke måtte bestå, da udelukker det ikke, at der kunne afsiges konkursdekret.

Det forekommer uvirkeligt, at en at en offentlig procespart kan ønske at medvirke til at skabe en retstilstand, som Gældsstyrelsen ved den fremførte argumentation lægger op til. Dette særligt med henvisning til en konkurs indgribende og uoprettelige konsekvenser.

Når den pågældende afgørelse (U 1999.110 H) gennemgås fremgår i øvrigt direkte af Højesterets bemærkninger (min fremhævning):

”Efter oplysningerne om indholdet af Johannes Andersens tegningsaftaler med de to kommanditselskaber og det senere forløb, herunder hans løbende indbetalinger og de omstændigheder, hvorunder gyldigheden af aftalerne er blevet bestridt, har Johannes Andersen ikke godtgjort, at der er en sådan usikkerhed med hensyn til eksistensen af de kærendes fordringer, at der af denne grund ikke kan afsiges konkursdekret. Hertil kommer, at etablering af en fristdag med henblik på en eventuel omstødelse af gaveægtepagten må anses for at være af afgørende betydning for størrelsen af de kærendes dividende. Da det ikke med sikkerhed kan udelukkes, at en nærmere prøvelse af fordringerne kan føre til, at disse ikke længere består, bør et konkursdekret dog betinges af, at de kærende stiller sikkerhed i medfør af konkurslovens § 28, stk. 3.”

Det kan således konstateres, at

• Rekvisitus i den pågældende sag ikke havde afkræftet den formodning, der bestod, og

• at der var særlige omstændigheder (omstødelige dispositioner), der gjorde, at det var væsentligt at få afsagt dekret, og endeligt

• at fordringens eventuelle manglende eksistens var et spørgsmål om, at fordringen måske ikke længere bestod; med andre ord, havde fordringen i hvert fald på et tidspunkt bestået.

Gældsstyrelsens meget vidtgående fortolkning af afgørelsen forekom derfor unuanceret. Det er faktisk min opfattelse, at afgørelsen er helt i tråd med den øvrige retspraksis, der findes - men at afgørelsen naturligvis og helt åbenbart ikke kan fortolkes således, at der kan afsiges konkursdekret, hvis det er godtgjort, at der er usikkerhed med hensyn til fordringens eksistens.

Gældsstyrelsens synspunkt rejser imidlertid i min optik en bekymring, idet synspunktet giver et indtryk af, at det ikke kommer i første række, at sagen får det materielle korrekte resultat.

Spørgsmålet er således også, om Gældsstyrelsen er ved at forsøge at ændre sin praksis i forhold til, hvornår der kan indleveres en konkursbegæring støttet på skattekrav, herunder særligt forslag til afgørelser.

I første omgang må vi afvente Landsrettens afgørelser i disse konkrete sager.

Hvis du er blevet mødt med en lignende sag – eller i øvrigt har spørgsmål til nærværende indlæg eller insolvensret i øvrigt – er du velkommen til at kontakte advokat Nikoline Sørensen på e-mail ns@rodstenen.dk eller tlf. 26332098

KONKURSBEGÆRINGER PÅ BAGGRUND AF SKATTEKRAV – FORDRINGENS KLARHED

Når kreditor indleverer en konkursbegæring, skal kreditor sikre sig, at de 3 konkursbetingelser er opfyldt; 1) kreditor skal have en fordring – og fordringen skal have den fornødne klarhed, 2) kreditor skal have retlig interesse, og 3) den, begæringen indleveres mod skal være insolvent.

Efter konkurslovens § 242 prøver Skifteretten, om ovenstående betingelser i konkurslovens § 17 om at tage en skyldners bo under konkursbehandling er opfyldt.

Fredag den 5. april 2024 skrev jeg om en sag, hvor Gældsstyrelsen på vegne af Skattestyrelsen på baggrund af et forslag til afgørelse havde indleveret en konkursbegæring mod min klient.

Sagen var særligt usædvanlig, da Gældsstyrelsen indleverede konkursbegæringen mod selskabet samme dag, som Skattestyrelsen fremsendte forslaget til afgørelsen. Forud for modtagelse af både forslaget til afgørelsen og konkursbegæringen, havde Skattestyrelsen anmodet om noget materiale, som selskabets revisor skulle fremsende til Skattestyrelsen. Selskabet havde derefter ikke hørt fra Skattestyrelsen siden sommeren 2023.

Udover konkursbegæringen indleverede Gældsstyrelsen ligeledes begæring om rådighedsfratagelse i henhold til konkurslovens §26. Selskabet havde således defacto ikke mulighed for at drifte videre forud for, at Skifteretten havde taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt konkursbetingelserne var opfyldt.

Selskabet var ikke indkaldt til at afgive sine bemærkninger forud for rådighedsfratagelsen – ligesom der i øvrigt ikke var fremsendt påkrav i henhold til inkassolovens § 10. Selskabet var derfor konkret uden viden om det fremsatte krav forud for, at konkursbegæringen og rådighedsfratagelsen blev forkyndt.

Man behøver ikke umiddelbart have den store forretningsforståelse for at vide, at der ved et sådan forløb risikerer at ske uoprettelig skade – uanset at selskabet får medhold.

Men betyder det så, at Gældsstyrelsen på vegne af Skattestyrelsen ikke kan indlevere konkursbegæringer, der støttes på forslag til afgørelser eller skattekrav i øvrigt? Naturligvis ikke.

Alle skattekrav kan i princippet danne grundlag for, at der afsiges konkursdekret - forudsat at konkursbetingelserne er opfyldt, herunder kravet om fordringens klarhed. Det får i den forbindelse også betydning, på hvilket niveau afgørelsen er truffet. Et forslag til afgørelse skaber i sagens natur ikke samme formodning for et krav som en afgørelse afsagt af Landsskatteretten.

Der kræves ikke et egentligt bevis for selve fordringen, men fordringen skal have en vis klarhed, således, at der er en vis sandsynlighed for, at kravet består.

En konkursbegæring, der alene støttes på et forslag til afgørelse, behandles derfor ligesom andre konkursbegæringer, hvor der ikke foreligger et fundament for fordringen.

Et forslag til afgørelse skaber således en (begrænset) formodning for, at der består en fordring.

Hvor stærk formodningen er for, at der består en fordring, må afhænge af samlede omstændigheder som f.eks.:

• Hvilket materiale lægger til grund for forslaget til afgørelsen?

• Er de faktiske omstændigheder i sagen fuldt oplyste?

• Er der foretaget en egentlig skatteretlig prøvelse af det samlede materiale?

• Har den pågældende skatteyder fremsendt indsigelser/bemærkninger til forslaget til afgørelsen?

• Er der herefter foretaget en skatteretlig prøvelse, hvor eventuelle indsigelser er behandlet?

Såfremt der efterfølgende, inden den endelige behandling af konkursbegæringen, afsiges en egentlig afgørelse fra Skattestyrelsen (eller Landsskatteretten), vil dette således bestyrke formodningen for, at der består en fordring.

Det betyder derfor i sagens natur også, at det afhænger af de konkrete omstændigheder, hvor let formodningen for, at der består en fordring kan svækkes.

Der findes således også kendelser, hvor der er afsagt konkursdekret på baggrund af forslag til afgørelser. Det fremgår imidlertid af disse afgørelser, at der i disse har været en række omstændigheder, som hver for sig og/eller samlet har bestyrket formodningen for, at kravet varslet i forslaget til afgørelsen rent faktisk bestod.

I den konkrete sag, jeg i sidste uge førte på vegne af min klient, var forslaget til afgørelsen fremsat på baggrund af materiale, som Skattestyrelsen ikke var i besiddelse af, og derfor ikke kunne kontrollere. Dette førte til en nægtelse af fradrag for i alt kr. 28 millioner – og selskabets indkomst blev derfor forhøjet tilsvarende.

Allerede få dage efter, at konkursbegæringen var modtaget, fremsendte min klient de underliggende bilag for de anfægtede posteringer samt en erklæring fra revisor vedrørende regnskabets beskaffenhed i det hele. Med andre ord blev formodningen for, at der bestod en fordring i henhold til forslaget til afgørelsen væsentligt svækket.

Det var således også – efter min opfattelse – den korrekte beslutning, da Skifteretten nægtede at fremme konkursbegæringen i den konkrete sag. Som tidligere anført kærede Gældsstyrelsen straks kendelsen, hvorfor Landsretten nu skal tage stilling til, hvorvidt konkursbetingelserne er opfyldt, herunder særligt om den påståede fordring har den fornødne klarhed.

En anden udfordring, der ofte vil være i sager som disse, vil være bevisførelsens omfang. Skattesager er i sig selv komplekse, og det fordrer ofte en vis bevisførelse at oplyse skattesager tilstrækkeligt. I skifteretten er der ikke fuldstændig fri bevisførelse, og selvom skifteretten skal nægte at tage konkursbegæringen til følge, hvis ikke kravet kan sandsynliggøres tilstrækkeligt inden for de gældende rammer, vil en skifteretlig prøvelse alligevel være forbundet med en procesrisiko og usikkerhed for særligt den, mod hvem konkursbegæringen indleveres.

Det rokker – efter min opfattelse - ved retssikkerheden, hvis der uden videre kan indleveres en konkursbegæring på baggrund af et forslag til afgørelse. Baggrunden for det er, at det kan skabe en urimelig retstilstand, hvis ikke der stilles strenge krav til fordringens klarhed.

Uanset, at et selskab – eller en fysisk person – ikke er insolvent, kan det være vanskeligt at rejse ressourcer til at bekæmpe en konkursbegæring indleveret af en (stærk) kreditor som Gældsstyrelsen.

Vi er derfor nødt til at stille strenge krav til fordringens klarhed – også i de sager hvor den pågældende rekvisitus ikke har ressourcer til at anfægte konkursbegæringen. Hvis ikke vi stiller strenge krav til fordringens klarhed uanset hvem kreditor er, risikerer vi en retstilstand, hvor skatteyder risikerer at få presset en afgørelse – og et efterfølgende konkursdekret – ned i halsen uden mulighed for reelt at forsvare sig.

Har du spørgsmål, der vedrører klarhedskriteriet eller konkurs i øvrigt, er du velkommen til at kontakte advokat Nikoline Sørensen på tlf. 26 33 20 98 eller e-mail ns@rodstenen.dk.

Staderegistrering i en krisetid

Af entrepriseadvokat Thomas Schioldan Sørensen, Advokatfirmaet Rödstenen

Hvis du som bygherre på et entrepriseprojekt måtte opleve, at entrepriseaftalen blive ophævet, f.eks. som følge af entreprenørens konkurs, har du en væsentlig interesse i omgående at sikre bevis for, hvor langt arbejderne er nået, om der er fejl ved de udførte arbejder og eventuelt, hvad der mangler at blive udført.

Dette benævnes en staderegistrering og har karakter af en bevissikring. En staderegistrering medvirker til, at byggeriet hurtigst muligt kan genoptages og færdiggøres ved en anden entreprenør arbejdets omfang (det såkaldte stade) og dets kvalitet. Staderegistreringen sikrer desuden bedst muligt en afklaring på, hvad værdien af det udførte arbejde måtte repræsentere med henblik på betaling heraf.

Det forekommer ikke sjældent, at der kan være en række konflikter forud og efter en staderegistrering omkring førnævnte spørgsmål. Derfor er det vigtigt, at staderegistreringen gennemføres korrekt.

Byggeriets standardvilkår (AB 18, ABR 18, ABT 18 eller AB Forbruger) er oftest gældende. Disse regler foreskriver, at den part, der ophæver entreprisen, skal indkalde til en staderegistrering samtidig med ophævelsen, hvor færdiggørelsesgraden af arbejderne samt arbejdets kvalitet afklares.

I denne proces er der nogle generelle anbefalinger:

1. Af bevismæssige grunde bør indkaldelsen til stadeforretningen vedlægges ophævelsesmeddelelsen.

2. Der skal udarbejdes en skriftlig staderegistrering, hvilket følger af AB-reglerne.

3. Hvis der på forhånd er udsigt til uenighed omkring arbejdets omfang og kvalitet, bør staderegistreringen gennemføres ved syn og skøn, hvor der udmeldelse en uvildig skønsmand til at foretage bevissikringen.

4. Staderegistreringen bør afvikles, førend en ny entreprenør får adgang til byggeriet med henblik på færdiggørelse heraf.

Hvis staderegistreringen skal forestås af en skønsmand, bør der udarbejdes et spørgetema. Jeg har følgende anbefalinger til spørgetemaets udarbejdelse:

1. Det sikres, at spørgsmålene formuleres således, at de relevante registreringer bliver foretaget for dermed at sikre, at en ny entreprenør i umiddelbar forlængelse heraf kan overtage byggeriet med henblik på færdiggørelse.

2. Hvis der er indikationer på fejl ved det udførte arbejde, bør skønsmanden registrere kvaliteten af arbejderne. Ved Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed er der praksis for, at der kan stilles egentlige spørgsmål til, om arbejdet er udført håndværksmæssigt korrekt og i overensstemmelse med entrepriseaftalen, såfremt staderegistreringen gennemføres ved syn og skøn.

3. Det sikres, at skønsmanden får fuld indsigt i det samlede aftalegrundlag, der oftest består af en entrepriseaftale med tilhørende bilag i form af projektgrundlag, byggemødereferater, byggetilladelse, skitser og tegninger.

4. Det er mere reglen end undtagelsen, at et byggeri fordyres som følge af, at en anden entreprenør skal færdiggøre arbejdet. Derfor bør skønsmanden opliste de arbejder, som ikke er udført eller færdiggjort med samtidig vurdering af færdiggørelsesomkostningerne. Netop færdiggørelsesomkostningerne kan være vanskelige at vurdere selv for en skønsmand, hvorfor bygherren bør rekvirere en færdiggørelsestilbud fra 2-3 andre entreprenører.

Grundlæggende er det min erfaring, at staderegistreringsrapporten tillægges betydelig bevisvægt ved en efterfølgende sag. Derfor bør man som bygherre udvise stor omhu og gøre sig de relevante strategiske overvejelser for bedst muligt at sikre sin retsstilling.

Denne artikel kan ikke erstatte konkret rådgivning. Har du spørgsmål til artiklen og registrering af stadet på et konkret byggeri, kan Thomas Schioldan Sørensen kontaktes på tlf. 4242 2600 eller ts@rodstenen.dk. Se også www.tvistløsning.dk

EN STATUS PÅ REGLERNE OM AKTIONÆRLÅN

Ligningslovens § 16 E regulerer beskatningen af aktionærlån. Bestemmelsen blev indført i 2012, som en følge af, at aktionærer i stigende grad anvendte aktionærlån som et skattefrit alternativ til løn eller udbytte.

Ligningslovens § 16 E har medført, at direkte eller indirekte lån ydet fra et selskab til en fysisk person, behandles skatteretligt som en hævning uden tilbagebetalingspligt. Det betyder derfor, at lån omfattet af ligningslovens § 16 E ikke skattemæssigt anses for at være et lån, idet lånet i praksis i stedet beskattes som løn eller udbytte.

Selskabsretligt vil lånet imidlertid fortsat være et lån med en tilbagebetalingspligt.

Ligningslovens § 16 E finder alene anvendelse når:

1. der er ydet et direkte eller indirekte lån

2. lånet er ydet af et selskab, der er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1 eller 2, og tilsvarende selskaber mv. hjemmehørende i udlandet, og

3. personen, der modtager lånet, og det långivende selskab har en forbindelse, der er omfattet af ligningslovens § 2.

Betingelsen om, at det långivende selskab og den fysiske person har en forbindelse omfattet af ligningslovens § 2 er opfyldt, når den fysiske person alene eller sammen med sine nærtstående eller efter aftale med andre aktionærer har bestemmende indflydelse på selskabet. Den bestemmende indflydelse kan enten være i kraft af ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder.

Som anført finder bestemmelsen også anvendelse ved lån, der er ydet indirekte til en fysisk person omfattet af ligningslovens § 2.  Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at et indirekte lån blandt andet kan opstå ved, at et selskab låner til nærtstående personer, f.eks. ægtefæller eller børn.

Ligningslovens § 16 E finder ikke anvendelse, hvis:

1. lånet er ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition

2.  der er tale om sædvanlige lån fra et pengeinstitut

3.  lånet er ydet til selvfinansiering i henhold til selskabslovens § 206, stk. 2.

Skatterådet har ved to nye afgørelser ændret og strammet den hidtidige praksis i forhold til forståelsen af indirekte lån, idet Skatterådet i to nye afgørelser har fundet, at to lån ydet til eneanpartshavernes søskende havde passeret de pågældende eneanpartshaveres økonomi. Lånene ansås derfor for at være ydet indirekte til eneanpartshaverne.

SKM2024.14.SR – Lån ydet fra selskab til eneanpartshavers bror

Selskabet ønskede i den pågældende sag at yde et rentefrit personalelån på anfordringsvilkår til eneanpartshaverens bror, som var ansat i selskabet.

Eneanpartshaverens bror havde været ansat i selskabet som studiemedhjælper (50-60 timer om måneden) i perioden 1. august 2017 – 31. august 2020. Siden 1. september 2022 havde eneanpartshaverens bror imidlertid været ansat på fuldtid.

Lånet skulle ydes på anfordring med 0% i rente, med et månedligt afdrag på kr. 3.333,00 med en levetid på 10 år. Der skulle ikke stilles sikkerhed for lånet.

Selskabet havde ikke tidligere ydet personalelån, ligesom selskabet heller ikke havde ydet lån til andre.

Skatterådet blev derfor ved anmodning om et bindende svar spurgt om, hvorvidt lånet kunne ydes til den pågældende, uden at den ansatte skulle beskattes af andet end differencen til referencerenten.

Skatterådet tiltrådte Skattestyrelsens indstilling og begrundelse, hvor Skattestyrelsen henviste til højesteretsdommen 2023.273.HR, hvor Højesteret fastslog, at personkredsen i forbindelse med indirekte lån i henhold til ligningslovens § 16 E tillige omfattede hovedanpartshaverens kæreste.

Skattestyrelsen fandt derfor i nærværende sag, at indirekte lån ligeledes kunne opstå ved selskabets lån til hovedanpartshaverens øvrige nærtstående udover den kreds af nærtstående, der positivt fremgår af ligningslovens § 2.

I nærværende sag tiltrådte Skatterådet derfor Skattestyrelsens indstilling om, at lånet til eneanpartshaverens bror var et lån ydet alene i kraft af eneanpartshaverens personlige relation til sin bror, medmindre lånet var ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition.

Da selskabet ikke tidligere havde foretaget udlån, og nærværende lånedisposition derfor var den eneste, kunne lånet ikke anses for at have været ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition.

Lånet var derfor omfattet af ligningslovens § 16 E.

Med de nye afgørelser må vi nok forvente, at personkredsen kan være endnu bredere en blot kærester og søskende, og der bør derfor trædes (endnu mere) varsomt, når selskaber yder lån til fysiske personer, der har en (nær) relation til hovedanpartshaveren.

Har du spørgsmål til beskatning af aktionærlån, eller har skattemyndighederne kontaktet dig vedrørende aktionærlån ydet mellem dit selskab og dig? Så er du velkommen til at kontakte advokat Nikoline Sørensen for en drøftelse herom

FAMILIEOVERDRAGELSE AF EJENDOMME – SÆRLIGE OMSTÆNDIGHEDER

Udgangspunktet er, at der ved familieoverdragelse af fast ejendom kan overdrages til en pris der ligger inden for +/- 15% af den seneste offentliggjorte ejendomsvurdering.

Udgangspunktet fraviges imidlertid, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Vestre Landsret har i en ny afgørelse den 12. februar 2024 fundet, at optagelse af en fast ejendom til dagsværdi til i et revideret regnskab udgjorde en særlig omstændighed.

Sagen angik en fars familieoverdragelse af sine kapitalandele i to kommanditselskaber, som ejede fast ejendomme. I årsrapporterne i kommanditselskaberne, var ejendommene løbende indregnet til deres dagsværdi. På overdragelsestidspunktet udgjorde den regnskabsmæssige værdi af ejendommene henholdsvis kr. 140.000.000 og kr. 29.750.000. De offentlige ejendomsvurderinger udgjorde henholdsvis kr. 98.500.000 og 23.980.000.

Overdrageren var bestyrelsesformand i de to kommanditselskaber.

Ved familieoverdragelsen blev de overdragne andele overdraget til henholdsvis kr. 20.383.000 og kr. 83.725.000, og værdien af de overdragne andele blev således nedjusteret med henholdsvis 31,5 % og ca. 40,2 % i forhold til de indregnede dagsværdier.

Landsretten har i afgørelsen lagt særlig vægt på, at ledelsen i samarbejde med revisorerne havde be-regnet dagsværdien af ejendommene, og at revisorerne efterfølgende havde godkendt årsrapporterne, herunder også de konkrete værdiansættelser af dagsværdierne. Landsretten bemærkede samtidig, at opgørelsen af dagsværdien er en proces, der tilsigter af finde den reelle salgsværdi.

Da dagsværdierne oversteg de offentlige ejendomsvurderinger med ca. 40 %, gav Landsretten Skatte-ministeriet medhold i, at skattemyndighederne ikke var forpligtede til at acceptere en værdiansættelse af ejendommene til den offentlige ejendomsvurdering fratrukket 15 % i forbindelse med overdragelsen af anparterne i kommanditselskaberne.

Landsretten fandt således, selskabernes værdiansættelse af ejendommene til dagsværdier i regnska-berne udgjorde en ”særlig omstændighed”. Afgørelsen medfører således endnu en præcisering – og indskrænkning – af anvendelsesområdet for 15%-reglen.

Afgørelsen lægger op til flere spørgsmål;

• Hvor stor må forskellen være mellem den indregnede dagsværdi og den offentlige ejendomsvurdering, før det må stå de pågældende klart, at den offentlige ejendomsvurdering er for lav?

• Var det afgørende for, hvorvidt der forelå en særlig omstændighed, at overdrageren var bestyrelsesformand i de to kommanditselskaber?

Afgørelsen bekræfter imidlertid blot endnu engang, at der i familieoverdragelser må trædes yderst varsomt. Det er derfor afgørende, at man modtager individuel rådgivning, hvis man ønsker at overdrage fast ejendom til sin nærmeste familie.

Afgørelsen indikerer imidlertid også, at de relevante personers rolle og indsigt i ejendommenes værdi kan have betydning for skattemyndighedernes behandling af værdiansættelserne ved overdragelser til den nærmeste familie.

Står du og planlægger en familieoverdragelse af fast ejendom, er du altid velkommen til at kontakte advokat Nikoline Sørensen for en nærmere drøftelse herom.

Hvordan er du stillet som sælger af fast ejendom, når der efterfølgende konstateres fejl og mangler ved ejendommen?

Når man har solgt en bolig kan man indimellem blive mødt af et krav fra køber, som mener, at ejendommen er mangelfuld. Som sælger bør man være opmærksom på, at man ikke nødvendigvis er ansvarlig for de mangler ved ejendommen, som køberen påberåber sig.

Hvad er fejl og mangler?

Det er ikke alle fejl ved ejendommen, man som sælger kan blive ansvarlig for. Afgørende for ansvaret er, om der er tale om forhold ved ejendommen, som ikke stemmer overens med den aftale man har indgået med køber.

Om man som sælger er ansvarlig afhænger desuden af, om Lov om forbrugerbeskyttelse har været anvendt ved handlen. Om loven har været anvendt fremgår af købsaftalen.

Hvordan er man stillet, hvis Lov om forbrugerbeskyttelse har været anvendt?

Såfremt loven har været anvendt, kan man som sælger ikke blive ansvarlig for mangler ved bygningens fysiske tilstand, såfremt følgende er opfyldt:

• At man inden aftalens indgåelse har fået udarbejdet en tilstandsrapport samt en elinstallationsrapport, og køber har modtaget kopi af disse, og

• At man har tilbudt køber en ejerskifteforsikring, og forpligtet sig til at betale halvdelen af præmien på denne.

Som sælger af en fast ejendom har man dog en loyal oplysningspligt. Det betyder, at man overfor køber ikke må fortie oplysninger om fejl og mangler ved ejendommen, som man har kendskab til. Har man som sælger ikke opfyldt forpligtelsen, kan man blive ansvarlig, uanset om loven har været anvendt.

Som sælger vil man desuden være ansvarlig, såfremt der er afgivet en garanti vedrørende bygningens fysiske tilstand, eller hvis manglen er indtrådt efter tilstandsrapportens udarbejde, men inden overtagelsesdagen. Ansvarsfriheden efter loven gælder heller ikke, hvis der er tale om mangler ved bygningens stikledninger, herunder kloakker.

Hvordan er man stillet, hvis Lov om forbrugerbeskyttelse ikke har været anvendt?

Hvis Lov om forbrugerbeskyttelse ikke har været anvendt ved handlen, hæfter man som udgangspunkt som sælger for skjulte fejl og mangler i op til 10 år. I så fald kan man som sælger blive mødt med et erstatningskrav eller et krav om forholdsmæssigt afslag i købesummen.

Et erstatningskrav er betinget af, at køber kan bevise, at man som sælger har kendt eller burde have kendt til manglen. Dette er derimod ikke et krav, hvis køber alene ønsker et forholdsmæssigt afslag.

Kan andre forpligtes til at betale for omkostningerne til udbedring?

Hvis man som sælger har sørget for at få indhentet henholdsvis en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport, og gør køber en mangel gældende, som ikke er oplyst heri, kan den byggesagkyndige, som har udarbejdet rapporten, også gøres ansvarlig. Dette afhænger af, om den byggesagkyndige burde eller kunne have opdaget manglen i forbindelse med gennemgangen af ejendommen.

Køberen af ejendommen har gjort mangler gældende – hvordan skal jeg som sælger forholde mig?

Hvis du som sælger af en fast ejendom er blevet mødt af et mangelskrav fra køberen, bør du tage kontakt til en advokat som kan vurdere, om du som sælger kan holdes ansvarlig for de pågældende mangler.

Hos Advokatfirmaet Rödstenen er vi specialister inden for ejendomshandler og rådgivning i forbindelse hermed. Vi rådgiver og repræsenterer hvert år adskillige sælgere i såvel ejendomshandler som sager vedrørende mangler ved fast ejendom.

Er der konstateret mangler på en ejendom, og ønsker du hjælp til sagens videre forløb, er du altid velkommen til at kontakte advokat Rune Bredtoft på tlf. 51 90 48 43 eller rb@rodstenen.dk.

Hvordan er du stillet som køber af fast ejendom, hvis der efterfølgende konstateres fejl og mangler ved ejendommen?

Et boligkøb er som oftest en af de største investeringer man foretager i sit liv, og det er derfor vigtigt, at man grundigt gennemgår selve ejendommens fysiske stand samt de til handlen hørende dokumenter, idet disse har afgørende betydning for, om man som køber kan gøre sælger ansvarlig for fejl og mangler.

Hvad er fejl og mangler?

Det er ikke alle fejl ved ejendommen, man som køber kan gøre sælger ansvarlig for. Afgørende er, om der er fejl, som gør boligen ringere, end hvad køber med rimelighed kunne forvente. Der skal altså være tale om forhold ved ejendommen, som ikke stemmer overens med den aftale køber og sælger har indgået. Hvorvidt køber kan gøre et mangelskrav gældende overfor sælger afhænger desuden af, hvorvidt Lov om forbrugerbeskyttelse har været anvendt ved handlen. Om loven har været anvendt fremgår af købsaftalen.

 Hvordan er man stillet, hvis Lov om forbrugerbeskyttelse har været anvendt?

Det følger af loven, at køber ikke kan påberåbe sig mangler ved bygningens fysiske tilstand, såfremt følgende er opfyldt:

• Køber inden aftalens indgåelse har modtaget en tilstandsrapport samt en elinstallationsrapport fra sælger, og

• Sælger har forpligtet sig til at betale halvdelen af præmien på den af sælger tilbudte ejerskifteforsikring.

Såfremt sælger har afgivet en garanti vedrørende bygningens tilstand, har udvist grov uagtsomhed ved f.eks. at fortie oplysninger, eller hvis manglen er indtrådt inden overtagelsesdagen, men efter tilstandsrapportens udarbejdelse, vil sælger dog fortsat kunne gøres ansvarlig.

Hvordan er man stillet, hvis Lov om forbrugerbeskyttelse ikke har været anvendt?

I ejendomshandler hvor loven ikke har været anvendt, hæfter sælger som udgangspunkt for skjulte fejl og mangler i op til 10 år. Hvis sælger er ansvarlig, kan det berettige køber til et erstatningskrav eller et forholdsmæssigt afslag i købesummen.

Et erstatningskrav kræver, at man som køber kan bevise, at sælger kendte eller burde have kendt til manglen. Dette er derimod ikke et krav for, at man som køber kan opnå et forholdsmæssigt afslag.

Kan andre end sælger forpligtes til at betale for omkostningerne til udbedring?

Hvis man som køber har tegnet en ejerskifteforsikring, kan denne i nogle tilfælde dække omkostningerne til udbedring af de pågældende fejl og mangler.

Hvis der er tale om en mangel, som ikke er oplyst i tilstandsrapporten, kan den byggesagkyndige, som har udarbejdet rapporten, også gøres ansvarlig. Dette afhænger af, om den byggesagkyndige burde eller kunne have opdaget manglen.

Der er konstateret mangler på ejendommen - hvad gør jeg som køber?

Hvis du som køber konstaterer fejl og mangler på en ejendom, er det vigtigt, at du hurtigst muligt kontakter en advokat, der kan hjælpe dig med det videre forløb. Det er vigtigt, at du ikke påbegynder en udbedring af manglen uden forudgående bevissikring. I mange tilfælde vil fotos ikke være tilstrækkelig dokumentation, og oftest er det nødvendigt med et syn og skøn, såfremt køber og sælger ikke kan blive enige.

Hos Advokatfirmaet Rödstenen er vi specialister inden for ejendomshandler og rådgivning i forbindelse hermed. Hvert år rådgiver og repræsenterer vi adskillige købere i ejendomshandler samt sager vedrørende mangler ved fast ejendom.

Er der konstateret mangler på en ejendom, og ønsker du hjælp til sagens videre forløb, er du altid velkommen til at kontakte advokat Rune Bredtoft på tlf. 51 90 48 43 eller rb@rodstenen.dk.

Hurtige Afgørelser – en overset mulighed

Byggeriets parter har traditionelt løst konflikter via voldgiftssager. Det er der mange gode grunde til, men det kan være tidskrævende at gennemføre en voldgiftssag, og det kan til tider være frustrerende for den part, som forsøger at inddrive et tilgodehavende. Særligt i tilfælde, hvor modpartens indsigelser og modkrav vurderes som proforma.

Med de nye aftalevilkår – AB 18, ABT 18 og ABR 18 – blev der indført flere tvisteløsningsmuligheder via Voldgiftsnævnet, herunder sagstypen ”Hurtig Afgørelse”, også i praksis kaldet ”Opmandssag” eller ”O-sag”. Hurtig Afgørelse kan iværksættes efter anmodning fra den ene part, når parterne forgæves har gennemført forhandlingsmøder på henholdsvis projektleder- og ledelsesrepræsentantniveau.

Grundlæggende er Hurtig Afgørelse en meget forkortet proces, hvor parterne hver især får korte frister til at fremlægge materiale for den udpegede opmand. Fristudsættelser gives kun helt undtagelsesvist. De første erfaringer fra Voldgiftsnævnet, Byggeri og Anlæg, viser, at sagerne behandles i løbet af ganske få måneder, mens sagsbehandlingstiden for traditionelle voldgiftssager i gennemsnit er 21 måneder.

En opmandsafgørelse kan indbringes for voldgift, men afgørelsen har i udgangspunktet ikke opsættende virkning. Den tabende part kan dermed ikke undlade at opfylde afgørelsen, selv om afgørelsen indbringes for voldgift. Det kan have stor betydning for likviditeten – for eksempel hos den entreprenør, der har penge til gode hos bygherren eller hovedentreprenøren.

Advokat og partner, Jens Lillelund Hammer, har for nylig bistået en klient med at inddrive et tilgodehavende fra en bygherre via Hurtig Afgørelse. Modparten fremkom med en række formalitetsprotester og udsættelsesanmodninger, men da disse hurtigt blev afvist af Voldgiftsnævnet, opgav modparten sine indsigelser og modkrav og betalte det krævede beløb umiddelbart inden opmandens afgørelse.

De seneste tal fra 2023 er endnu ikke offentliggjort, men i 2022 blev der ifølge statistik fra Voldgiftsnævnet, Byggeri og Anlæg, indledt 277 nye voldgiftssager, men kun 46 opmandssager. Det er naturligvis ikke alle sager, der egner sig til Hurtig Afgørelse, men der er muligvis et uudnyttet potentiale for at få løst flere tvister hurtigere. Muligheden for Hurtig Afgørelse bør i alle tilfælde overvejes, inden en voldgiftssag anlægges

---

AB 18 § 68

Voldgiftsnævnet udpeger efter anmodning fra en part en opmand til at træffe en hurtig afgørelse om

a) bygherrens adgang til at holde betalinger tilbage eller foretage modregning i entreprenørens betalingskrav,

b) bygherrens ret til at forlange ændringer og entreprenørens ret til at udføre sådanne ændringer,

c) entreprenørens ret til ekstra betaling for ændringer og bygherrens ret til godskrivning for besparelse ved ændringer,

d) entreprenørens ret til regulering af entreprisesummen,

e) udformningen af detailtidsplan,

f) entreprenørens og bygherrens ret til tidsfristforlængelse,

g) placering af risikoen for skade eller bortkomst af arbejde eller materialer,

h) fastlæggelse af grænseflader for arbejde,

i) afslag på godkendelse af en udpeget underentreprenør,

j) tvister med en værdi under 200.000 kr., og

k) andre tvister, hvis parterne er enige derom.

Stk. 2.
En sag om hurtig afgørelse kan ikke iværksættes, hvis der verserer en voldgiftssag om samme tvist.

Stk. 3.
Voldgiftsnævnet udpeger én eller flere opmænd efter høring af parterne med en frist på 3 arbejdsdage.

Stk. 4.
Modparten(/erne) kan afgive et svar senest 10 arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen om hurtig afgørelse, men kan ikke bringe andre tvister ind under sagen. Senest samtidig med afgivelse af svar, kan modparten(/erne) inddrage yderligere parter i sagen ved et adcitationsskrift, og den pågældende skal da afgive svar senest 10 arbejdsdage efter modtagelsen af adcitationsskriftet. Herefter kan hver part afgive et indlæg senest 5 arbejdsdage efter modtagelsen af modpartens indlæg. Hvis ganske særlige omstændigheder taler afgørende for det, kan Voldgiftsnævnet forlænge fristerne eller tillade afgivelse af ét yderligere indlæg fra hver side.

Stk. 5.
Opmanden kan med en frist på normalt 5 arbejdsdage anmode parterne om supplerende oplysninger og materiale.

Stk. 6.
Opmanden kan foretage besigtigelse efter indkaldelse af parterne med et varsel på 5 arbejdsdage. Der kan ikke gennemføres syn og skøn som et led i sagen.

Stk. 7.
Senest 10 arbejdsdage efter, at opmanden har modtaget det sidste indlæg og eventuelle supplerende oplysninger og materiale og har gennemført en eventuel besigtigelse, træffer opmanden afgørelse med bestemmelse om, hvem der skal betale udgifterne ved sagens behandling.

Stk. 8.
Opmanden kan henvise parterne til mediation eller mægling efter § 65 eller til at anlægge voldgiftssag efter § 69, hvis opmanden vurderer, at sagen ikke er egnet til hurtig afgørelse.

Stk. 9.
En hurtig afgørelse har som en voldgiftskendelse bindende virkning for sagens parter. Afgørelsen skal opfyldes senest 8 uger efter, at den er truffet. Afgørelsen kan indbringes for voldgift efter § 69 senest 8 uger efter, at den er truffet, og der træffes da ved voldgiften endelig afgørelse om tvisten. Hvis der ikke anlægges voldgiftssag inden fristens udløb, bliver afgørelsen herefter endelig. Indbringelse for voldgift har ikke opsættende virkning, medmindre voldgiftsretten træffer anden bestemmelse.

Stk. 10.
For sager om hurtig afgørelse gælder de regler, som er fastsat af Voldgiftsnævnet.

Stk. 11.
Når en sag om hurtig afgørelse angår flere end 2 parter, gælder bestemmelserne i stk. 1-10 også i deres indbyrdes forhold.