2 oktober, 2019
Dom: Freelance-sælger får medhold i, at han var handelsagent
Advokatfirmaet Rodstenen
Advokat Thomas Schioldan Sørensen har på vegne af en freelancesælger (”sælger”) fået medhold i, at han skulle anses for handelsagent i medfør af handelsagentloven, hvormed sælgeren havde krav på erstatning og godtgørelse efter aftalens ophør.
Sagens faktum var i korte træk, at sælgeren havde indgået en samarbejdsaftale med en virksomhed om salg af firmajulegaver til virksomheder (B2B).
Parterne indgik en skriftlig aftale, hvorefter sælgeren skulle indhente ordrer i virksomhedens navn og for sidstnævntes godkendelse. Samarbejdet blev reelt ikke påbegyndt, idet der få uger efter aftalens indgåelse opstod diverse uenigheder omkring parternes gensidige opgaver og forpligtelser.
Efter anbefaling fra Thomas Schioldan Sørensen ophævede sælgeren aftalen og krævede erstatning og godtgørelse i henhold til handelsagentloven.
Retssagen omhandlede således spørgsmålet om, hvorvidt sælgeren opfyldte kriterierne for at være en handelsagent, og om han havde krav på erstatning og godtgørelse i henhold til handelsagentloven.
Retten lagde til grund, at sælgeren opfyldte disse kriterier, og at han derfor havde krav på erstatning og godtgørelse i henhold til handelsagentlovens ufravigelige bestemmelser herom.
Thomas Schioldan Sørensen førte sagen på vegne af sælgeren og har løbende et betydeligt antal retssager ved By- og Landsretterne, Højesteret og diverse voldgiftsretter. For nærmere spørgsmål eller bemærkninger til ovenstående, kan han kontaktes på tlf. 42 42 26 00 eller ts@rodstenen.dk.
Læs mere på www.tvistløsning.dk.