23 januar, 2019
Fordelene ved et forældrekøb
Advokatfirmaet Rodstenen
Et forældrekøb er vejen frem, hvis du vil sikre dit barn en bolig i en af studiebyerne
Det er ikke som studerende blevet lettere igennem de senere år at skaffe sig en bolig og slet ikke til en blot nogenlunde overkommelig pris. Desuden er priserne på ejerboliger i storbyerne ofte så høje, at de unge ikke selv har mulighed for en finansiering heraf, et forældrekøb kan således være vejen frem, hvis man som forælder ønsker at sikre sit barn et fast tag over hovedet under deres uddannelse.
Hvad er et forældrekøb og er der overhovedet fordele herved?
Et forældrekøb er et køb af en ejerbolig, som forældre køber med henblik på at udleje til deres barn. Barnet skal betale en leje, som svarer til markedslejen for den pågældende bolig, og denne leje beskattes forældrene af, da der er tale om udlejningsvirksomhed. Dog beskattes udlejningen forskelligt alt afhængig af, hvilken skattemodel man vælger af benytte sig af. Det er muligt at vælge mellem de almindelige skatteregler, kapitalafkastordningen og virksomhedsskatteordningen. Der er flere tekniske aspekter ved kapitalafkastordningen og virksomhedsskatteordningen, men ved virksomhedsskatteordningen får I, i kraft af jeres status som udlejer, mulighed for at fratrække renteudgifter direkte i det overskud I opnår, når jeres barn betaler husleje, hvorfor I derved skal betale mindre i AM-bidrag og eventuel topskat. Desuden er det muligt at trække en række udgifter fra i skat, herunder ejendomsskatten, vand- og kloakudgifter, forsikring af ejendommen mv.
Hvad har de nye offentlige vurderinger af betydning i de kommende år?
Siden 2011 har ejendomsvurderingerne været fastfrosset, hvorfor ejendomsvurderingerne er langt lavere end ejerboligernes reelle værdi i dag. Samtidig har man som forælder haft mulighed for at overdrage ejerboligen til sit barn 15 procent under den officielle ejendomsvurdering, hvorfor antallet af forældrekøb de sidste år er eksploderet, idet man som forælder har haft mulighed for at lave en stor værdioverførsel til sit barn uden beskatning. I 2019 kommer der nye ejendomsvurderinger, som i langt de fleste tilfælde vil være højere end 2011-vurderingerne. Dog vil det for fremtiden være muligt at overdrage ejerboligen til sit barn 20 procent under den officielle ejendomsvurdering, sammenlignet med de 15 procent der er gældende nu. Der vil derfor stadig være fordele forbundet med et forældrekøb, udover selvfølgelig den væsentlige faktor, at det sikrer dit barn tag over hovedet under uddannelsen og betaling af en rimelig husleje, hvilket ikke er en selvfølge, hvis man som studerende lejer en bolig i en af studiebyerne.
Går du med overvejelser om et forældrekøb og gerne vil vide nærmere om ovenstående, eller har du spørgsmål hertil, er du velkommen til at kontakte advokat Rune Bredtoft på tlf. 51 90 48 43. Rune Bredtoft er specialiseret inden for ejendomshandler og rådgivning gennem mere end 10 år og har dermed stor ekspertise inden for dette område.