15 april. 2020
Køb af andelsboliger kan være en kompliceret og uoverskuelig affære, men det behøver det ikke nødvendigvis at være, hvis du på forhånd har kendskab til faldgruberne.
Advokatfirmaet Rodstenen
Andelsboligkøb adskiller sig på mange punkter fra et almindeligt boligkøb, ikke mindst fordi du som køber af en andelsbolig alene får en brugsret til lejligheden og altså ikke opnår ejerskab hertil. Derfor er det også vigtigt at sætte sig nøje ind i andelsboligforeningens vedtægter, regnskaber mv. for at undgå økonomiske overraskelser.
Andelsboligkøb kan være en fordel for mange, da disse ofte er langt billigere, end hvis man skal erhverve sig en ejerlejlighed i storbyen.
Inden du dog begiver dig ud i et andelsboligkøb, er det dog vigtigt, at du først og fremmest undersøger andelsboligforeningens økonomi. Det gælder både tidligere årsregnskaber samt nærmere undersøgelser om karakteren af de lån, andelsboligforeningen har optaget. Det har nemlig stor betydning, om lånet er et fast forrentet lån eller et lån med en variabel rente, hvor rentestigninger i væsentlig grad har betydning for din eventuelle boligydelse.
Det er derudover vigtigt at undersøge og afklare eventuelle spørgsmål omkring ejendommens tilstand og i den forbindelse andelsboligforeningens vedligeholdelse af ejendommen:
-
Har foreningen eksempelvis udarbejdet en vedligeholdelsesplan, hvoraf fremgår en række nærmere definerede vedligeholdelsestiltag, der er planlagt over en længere periode, og som kan give anledning til nærmere overvejelser,
-
Fremgår der eksempelvis af de seneste generalforsamlingsreferater, at der er planlagt en række nærtstående vedligeholdelsesarbejder af ikke uvæsentlig karakter,
-
og er der i foreningen afsat penge til vedligehold, eller er det nødvendigt for foreningen at optage yderligere lån i den forbindelse.
Ovennævnte punkter er særdeles relevante, da de har betydning for både andelens værdi samt størrelsen på boligydelsen.
Det er i samme forbindelse også vigtigt at undersøge, hvilke hæftelsesforhold, der gør sig gældende i andelsboligforeningen, da det alt andet lige er væsentligt, om du alene hæfter med dit indskud, eller om der foreligger en proratarisk hæftelse mv. Hæftelsesspørgsmål findes ofte afklaret i foreningens vedtægter, og det er naturligvis altid er vigtigt at nærlæse disse, da disse også kan karakteriseres som ejerforeningens ”grundlov”.
Derudover er det naturligvis vigtigt at rekvirere nøgleoplysningsskema fra andelsboligforeningen, idet servitutter, der påhviler andelen, ligeledes kan have betydning for værdien af din andel.
Har du bl.a. styr på ovenstående forhold og viser det sig, at andelsboligforeningens økonomi ser ganske fornuftig ud, så minimerer du risikoen for at blive mødt med ubehagelige økonomiske overraskelser. Økonomiske overraskelser som i længden kan medføre, at den billige andelsbolig alligevel ikke var så billig som først antaget.
Ligesom med ejendomshandler er det muligt at få indsat et advokatforbehold i købsaftalen, hvis du har brug for juridisk rådgivning inden en eventuel erhvervelse, men føler dig presset til at skrive under på aftalen som følge af konkurrence fra andre interesserede købere.
Hos Advokatfirmaet Rödstenen beskæftiger vi os med adskillige ejendomshandler hvert år, herunder også andelsboligkøb, hvorfor vi naturligvis står til rådighed, hvis du har spørgsmål hertil eller ønske vores rådgivning og gennemgang af dokumenterne i forbindelse med et andelsboligkøb.
Advokat Rune Bredtoft har specialiseret sig inden for ejendomshandler og andelsboligkøb gennem mere end 10 år og kan til enhver tid kontaktes på tlf.nr. 51 90 48 43.