19 januar, 2022
Tocifret millionbeløb til entreprenørvirksomhed i partnering-sag
Advokatfirmaet Rodstenen
Advokat Jens Lillelund Hammer har for en entreprenørvirksomhed vundet en større sag ved Voldgiftsnævnet, Byggeri og Anlæg, hvorved klienten samlet har fået medhold i et krav på et tocifret millionbeløb. Sagen omhandlede primært fortolkning af en entrepriseaftale (partnering) forfattet af bygherren samt fortolkning af de løbende drøftelser og aftaler indgået mellem parterne.
Nærmere var parterne uenige om retsvirkningerne af en aftalt ”targetpris” i et tilfælde, hvor bygherren efter aftaleindgåelsen skulle udarbejde hovedprojekt uden inddragelse af entreprenøren, og hvor bygherren i byggefasen foretog en række større og mindre ændringer af projektet. Derudover var det omtvistet, om parterne på et møde i byggefasen havde reguleret targetprisen beløbsmæssigt, eller om targetprisen på mødet blev ændret til en fast pris.
Det var også et tema, om entreprenøren havde dokumenteret de faktisk afholdte udgifter til byggeriet i tilstrækkeligt omfang, jf. et såkaldt ”åben bog princip”, og endelig påberåbte bygherren sig mangler ved et af entreprenøren udført ventilationsanlæg.
Bilagsmaterialet i sagen omfattede mere end 2.500 sider, og antallet af vidneafhøringer nødvendiggjorde, at hovedforhandlingen havde en varighed af tre dage i Voldgiftsretten.
Voldgiftsretten fandt det ikke godtgjort, at partneringaftalens targetpris skulle forstås som en fast pris, og på baggrund af bevisførelsen fandtes det heller ikke godtgjort, at targetprisen efterfølgende blev ændret til en fastprisaftale. Derudover fandt Voldgiftsretten, at entreprenøren via sagens omfattende bilagsmateriale og vidneforklaringer havde dokumenteret sit krav tilstrækkeligt og i overensstemmelse med retningslinjerne anført i partneringaftalen.
I relation til ventilationsanlægget fandt Voldgiftsretten det bevist, at manglerne skulle henføres til bygherrens egen projektering, og at entreprenøren og dennes underentreprenør på et møde med bygherren havde advaret mod den af bygherren projekterede løsning, hvilken advarsel bygherren havde siddet overhørig. Under de omstændigheder var der ikke tale om mangler ved entreprenørens ydelse, idet entreprenøren havde udført arbejdet i overensstemmelse med bygherrens anvisninger (jf. princippet i AB 18 § 12, stk. 1) samt iagttaget sin underretningspligt (jf. princippet i AB 18 § 33).
Kendelsen viser vigtigheden af et klart aftalegrundlag samt entydige, skriftlige aftaler og mødereferater under byggefasen.
Jens Lillelund Hammer har stor erfaring med rådgivning og tvisteløsning inden for byggeriet, og han underviser tillige i byggejura på Aarhus Universitet. Jens kan kontaktes på tlf. 61314351 for en uforpligtende drøftelse.