Forkerte ledelsesbeslutninger er ikke nødvendigvis ansvarspådragende

Af Advokat Thomas Schioldan Sørensen

Medierne har bidraget til den forståelse, at der verserer en lang række retssager, hvor der gøres økonomisk krav gældende mod bestyrelser og direktioner i anledning af forkerte beslutninger eller manglende handling.

Det giver anledning til at understrege, at det langt fra automatisk er forbundet med et erstatningsansvar, såfremt der træffes uhensigtsmæssige og/eller direkte forkerte beslutninger hos en bestyrelse eller direktion. Den aktive ledelse vil oftest træffe uhensigtsmæssige beslutninger, og det er mit synspunkt, at en aktiv ledelse ikke kan undgå at træffe uhensigtsmæssige og/eller forkerte beslutninger.

Selskabslovens bestemmelser om ledelsens ansvar og pligter samt almindelig erstatningsretlige principper stiller visse krav til bestyrelsen og direktionen i en virksomhed. Det er imidlertid åbenbart og nødvendigt, at forkerte beslutninger i høj grad kan rummes indenfor ledelsens almindelige handlemuligheder, uden at ledelsen uden videre ifalder et erstatningsansvar. Der synes at være en tendens til, at bestyrelse og direktion bliver mødt med mere eller mindre udokumenterede krav fra aktionærer, interessenter (långivere, samhandelspartnere m.v.) og en kurator i tilfælde af konkurs. Sagerne er dog i en vis udstrækning kendetegnet ved, at ledelsen sjældent ifalder ansvar, idet der er en synlig tendens i retspraksis til, at ledelsen ikke nødvendigvis ifalder et ansvar, selvom man har handlet uhensigtsmæssigt eller direkte truffet en forkert beslutning.

Hvis man først ser på de almindelige erstatningsretlige betingelser, så er det en forudsætning for at ifalde ansvar, at der er indtruffet en ansvarspådragende handling, eller der foreligger en ansvarspådragende undladelse til at handle. Derudover skal kravstilleren have lidt et økonomisk tab, ligesom der skal være årsagssammenhæng mellem den ansvarspådragende handling eller undladelse og det økonomiske tab, og denne sammenhæng skal ovenikøbet have været påregnelig.for ledelsen

Hvad angår bestyrelsens ansvar, kan man overordnet anføre, at den har til opdrag at kontrollere og tilrettelægge virksomhedens strategi og drift samt føre kontrol med direktionen, jf. selskabslovens § 115. Retspraksis er kendetegnet ved, at så længe bestyrelsen har foranstaltet de nødvendige kontroller, udarbejdet retningslinjer for direktionen etc., så skal der meget til, førend bestyrelsen ifalder et erstatningsansvar.

Direktionen varetager den daglige ledelse og er dermed i sagens natur tættest på de daglige driftsmæssige beslutninger, jf. selskabslovens §§ 117 og 118. Direktionen er underlagt bestyrelsens kontrol og instruktioner og skal i det væsentligste sikre en bæredygtig drift og det nødvendige kapitalredskab.

Ansvarsområdet vedrører ofte den daglige drift eller ledelsens oplysninger til omverdenen i forbindelse med eksempelvis en kapitalforhøjelse, hvor ledelsen i sidstnævnte tilfælde måske er fremkommet med forkerte eller misvisende oplysninger om selskabets økonomiske forhold, kontrakter etc., der dannede grundlag for investorernes beslutning om at investere i selskabet.

Det er nødvendigt for at sikre en kompetent og aktiv ledelse, at der levnes ledelsen en ikke ubetydelig margin for fejlskøn og forkerte oplysninger. Efter min opfattelse er det ligeledes domstolenes opfattelse. I det følgende vil jeg kort kommentere på et par domme om ansvar for den daglige drift samt en dom omkring ansvarsbedømmelsen ved oplysninger til investorer (det såkaldte prospektansvar).

I sagen om Memory card, som omhandlede det tidligere børsnoterede selskab Memory Card, der blev erklæret konkurs i 2001 med et samlet tab på ca. kr. 500 mio., var spørgsmålet om konkursboet efter Memory Card havde krav på erstatning fra den tidligere ledelse under henvisning til, at blandt andet bestyrelsesformanden havde begået ansvarspådragende fejl og forsømmelser. De menige medlemmer af bestyrelsen var blevet frifundet i den tidligere instans, og denne del var ikke blevet påanket.

Boet gjorde gældende, at selskabet havde lidt et tab ved, at driften af selskabet blev fortsat efter et tidspunkt, hvor driften burde have været indstillet.

Højesteret fandt, at bestyrelsesformanden i varetagelsen af sit hverv havde levet op til sine forpligtelser, og at der ikke på grund af en enkeltstående fejl i forbindelse med hans håndtering af kritik fra koncernens fratrådte økonomidirektør var grundlag for at pålægge ham erstatningsansvar. Den enkeltstående fejl bestod i, at bestyrelsesformanden ikke havde videregivet kritik vedrørende selskabets forhold til de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Vestre landsret var nået til et andet resultat, og havde fundet bestyrelsesformanden solidarisk hæftende med selskabets revisorer.

I ”kartoffelavler-sagen” var spørgsmålet, om selskabets ledelse havde handlet ansvarspådragende ved at fortsætte driften af selskabet, selv om ”håbløshedstidspunktet” var overskredet.

Forinden selskabets konkurs havde en sagsøgende kartoffelavler leveret kartofler på kredit, og disse penge var mere eller mindre tabt som følge af konkursen. Kartoffelavleren gjorde gældende, at ledelsen i perioden fra januar til konkursen i maj, havde været klar over selskabets alvorlige økonomiske situation, henset til at regnskabsårene de forgange år havde udvist betydelige underskud, samt at mulighederne for selskabets overlevelse var ringe. Da selskabets ledelse måtte have været klar over ovenstående og uagtet havde foretaget yderligere køb på kredit, var det kartoffelavlerens synspunkt at ledelsen havde handlet ansvarspådragende.

Landretten frifandt ledelsen, idet ledelsen ikke var erstatningsansvarlige set i lyset af oplysninger om, at selskabets fortsatte drift blev støttet af selskabets sparekasse, ligesom der blev lagt vægt på, at der var ført ikke urealistiske forhandlinger om fusion eller samarbejdsaftaler med andre kartoffelavlere. Det blev ligeledes tillagt betydning, at kassekreditten i den pågældende sparekasse ikke var trukket op til maksimum.

Dommen viser, at der indrømmes ledelsen et relativt stort spillerum til at handle og foretage dispositioner – selv på et tidspunkt hvor selskabets økonomiske vanskeligheder er betydelige og håbløshedstidspunktet måske er nært forestående.

I den såkaldte Hafnia-sag var spørgsmålet blandt andet, om ledelsen i forbindelse med udbud af nye aktier havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med udarbejdelsen af et børsprospekt, idet Hafnia blot få uger efter aktieemissionen gik i betalingsstandsning, hvormed aktierne blev værdiløse. En investor gjorde gældende, at børsprospektet ikke havde været retvisende, og at ledelsen var erstatningsansvarlig for det lidte tab. Højesteret fandt imidlertid, at børsprospektet efter en samlet vurdering ikke led af sådanne mangler, at der var grundlag for at pålægge ledelsen et erstatningsansvar. Højesteret tillagde det betydning, at det blandt andet fremgik af prospektet, at aktieemissionen blev foretaget for at løse nogle alvorlige økonomiske problemer, samt at egenkapitalen allerede var negativ ved tegningsperiodens begyndelse, hvilket investorern dermed måtte være bekendt med. Den berettigede kritik, der forelå mod prospektet blev således ikke tillagt afgørende betydning, idet det afgørende blev kursfaldet af aktien.

Ved ovenstående er søgt påvist, at der levnes både bestyrelse og direktion en vis margin for fejlskøn og fejlbeslutninger. Det er væsentligt, at domstolene fortsat tillader ledelsen at træffe uhensigtsmæssige beslutninger, idet en streng ansvarsbedømmelse vil kunne bevirke, at forsikringsselskaberne nægter at tegne ansvarsforsikring med ledelsen indenfor visse brancher, ligesom kompetente og egnede bestyrelseskandidater vil takke ”nej” til bestyrelsesposter til skade for den pågældende virksomhed og erhvervslivet.

For nærmere spørgsmål og bemærkninger til ledelsesansvar og erstatningsretten i øvrigt, kan advokat Thomas Schioldan Sørensen kontaktes på tlf. 42 42 26 00 eller ts@rodstenen.dk.